




Med Anatolians “Hell”-serie får du adgang til den oprindelige og meget roste Ultimate-serie fra Anatolian. Fabrikken har nemlig genskabt serien og tilført den titler som “Hell Crash”, “Hell Ride” osv., og dertil prydet bækkenerne med et passende “tattoo”. Her er, med andre ord, lagt godt i ovnen til det segment af trommeslagere, der gerne vil have lidt kant.
Bækkenet er præcist ligeså let at få i spil, som den nye Ultimate-serie. Klangen er varm og evner samtidig at trænge godt igennem lydbilledet.
Tonalt er bækkenet her måske en anelse højere oppe, end gennemsnittet for serien - uden at stikke ud på nogen måde.
Lækkert crash der egner sig utrolig godt til hård rock og rock - men også alt muligt andet, da serien helt grundlæggende er ret allround.