↩️ Tilbage til artikeloversigten
Skrevet af Gunnar Egede Kristiansen – 2025
Hi-hatten er en af de mest udtryksfulde og vigtige stemmer på det moderne trommesæt – men den har hverken altid set ud eller lydt, som den gør i dag. Faktisk er hi-hatten, som vi kender den nu, resultatet af omtrent 100 års udvikling, musikalske behov og snedigt mekanisk håndværk. Her er historien om, hvordan det hele startede – og hvordan hi-hatten blev en af trommeslagerens vigtigste redskaber.
Før hi-hatten fandtes som separat stativ, brugte trommeslagere en såkaldt “low boy” – også kaldet en “low hat”. Det var kort fortalt et sæt små bækkener placeret få centimeter over gulvet, udelukkende betjent med foden via en simpel pedal. De dukkede op i starten af 1920’erne og gjorde det muligt at holde pulsen med foden, mens begge hænder kunne bruges til lilletromme mv. – en helt ny form for multitasking i jazzens og swingmusikkens spæde begyndelse.
Low boy’en fungerede fint rytmisk, men den havde en klar begrænsning: du kunne ikke spille på den med trommestikkerne. Og det førte til det næste store skridt i hi-hattens udvikling.
I starten af 1930’erne begyndte opfindsomme trommeslagere og tekniknørder at bygge videre på low boy’en for at gøre den højere. Det lykkedes, og de fik den helt op i det vi idag betragter som normal spillehøjde. Det betød, at man nu kunne spille med stikker på topbækkenet og stadig bruge foden til at åbne og lukke bækkenerne. Et navn der ofte nævnes i denne forbindelse er “Papa” Jo Jones fra Count Basie Orchestra. Han får æren for både at have skubbet på den mekaniske udvikling – og for at redefinere, hvordan hi-hatten kunne bruges musikalsk.
Den nye, højere hi-hat åbnede op for masser af nye lyde og spilleteknikker – fra puls og markeringer til hele soloer! Den blev hurtigt en fast bestanddel af jazzens trommesprog.
Hi-hatten startede som et redskab til at holde pulsen i swing og jazz, men med tiden fik den en mere udtryksfuld og fremtrædende rolle. I funk, soul og R&B blev den kilden til ghost notes, nuancer og detaljeret synkoperet spil. Trommeslagere som Clyde Stubblefield (James Brown) og Zigaboo Modeliste (The Meters) gav hi-hatten en ny følelse og attitude, som satte sig dybt i flere generationers musik.
I rockmusikken blev hi-hatten et kraftcenter – tænk John Bonham eller Stewart Copeland – hvor den ikke bare holdt beatet, men formede hele groovets karakter med skarpe accenter og åbne, brusende teksturer. I dag er hi-hatten central i alt fra hiphop og gospel til metal og eksperimenterende musik.
Nutidens hi-hat-setup kan være lige så simpelt eller avanceret, som du vil. Nogle sværger til et sæt lette 13 tommer hi-hat-bækkener, andre vælger mørke og brusende 16 tommer bækkener for et bredere lydspektrum. Du finder aux-hats, remote-hats og stack-opsætninger – samt alverdens clutches, filt, fjedre og mikrofon-holdere, så du kan skræddersy dit eget udtryk.
Og det er netop det fede ved det: Hi-hatten startede som et simpelt "time-værktøj" – men er i dag en af de mest levende og personlige dele af ethvert trommesæt.
Hvis du er til mekanisk udvikling eller bare gerne vil lidt dybere ned i historien, så tjek:
Hos CymbalONE har vi et solidt udvalg af hihat-tilbehør – fra klassiske clutches og filts til smarte løsninger som mik-holder og quick-release systemer. Uanset om du er i gang med at opgradere dit sæt eller bare vil finjustere dit feel, så har vi det, du skal bruge.
Hi-hatten har været på en lang rejse – og udviklingen fortsætter. Sørg for, at din gør det, den skal.