




Emotion-serien fra Anatolian er en af fabrikkens mest populære serier – og med god grund. Her får du den klassiske tyrkiske B20-klang, men i en lidt tyndere udgave, som reagerer hurtigere og føles ekstra levende under stikkerne.
Netop dette 19” Light Crash på 1588 gram har en dejlig mørk og kompleks klang. Profilen er forholdsvis flad, hvilket er med til at give bækkenet en blød, luftig karakter, uden at det tipper over i det trashy.
Noget af det, der især kendetegner dette eksemplar, er måden det følger din dynamik på. Uanset om du spiller ganske let eller giver den mere gas, reagerer bækkenet med det samme og føles meget kontrolleret hele vejen.
Et oplagt valg som main crash til trommeslageren, der ønsker et lidt større crash med en varm og mørkere grundklang. Det vil samtidig passe rigtig godt ind i et jazz- eller fusion-setup, hvor det kan supplere store, mørke ridebækkener på fineste vis.