↩️ Tilbage til artikeloversigten
Skrevet af Gunnar Egede Kristiansen - 2018, opdateret februar 2026.

De fleste trommesæt har mindst ét crash-bækken - ofte to. Vi skal i denne artikel se nærmere på, hvad et crash-bækken er, hvilke varianter af crash-bækkener der findes, og hvad de bruges bruges til og hvordan
De tre mest almindelige bækkener på trommesættet er hihatten (den der består af to bækkener, som sidder sammen), ride-bækkenet (det kan du læse om her) og crash-bækkenet. Sidstnævnte bruges oftest som det, man i gamle dage kaldte et “markeringsbækken”. Det leder os hen til næste afsnit …
Selvom ordet “markeringsbækken” måske lyder lidt oldnordisk, er det faktisk et meget præcist ord.
En markering i musikken kan være starten på et omkvæd eller begyndelsen på en ny periode. Det kan også være en rytmisk figur fra en blæsergruppe, som du som trommeslager understøtter med et slag på – godt gættet – crash-bækkenet.
Det er værd at bemærke, at man sjældent spiller markeringer på et crash-bækken uden samtidig at lægge et slag på stortromme eller lilletromme. Det mest almindelige er at spille crashet synkront med stortrommen for at give markeringen mere gennemslagskraft og fylde.
Et crash-bækken har en eksplosiv lyd. Når du rammer det, åbner det sig hurtigt og klinger derefter ud igen. Crash-bækkener har et komplekst klangregister og er fyldt med overtoner. Derfor vil de næsten altid kunne høres – selv når resten af bandet spiller højt.
Når man spiller på et crashbækken – og her skriver jeg spiller og ikke “slår” – er der flere grunde til at bruge den rette teknik.
Slår man direkte ind i bækkenet med en fastklemt stik, lyder det ikke optimalt, og det er heller ikke særlig sundt for bækkenet. Du skal i stedet lade stikken passere kanten sideværts, så bækkenet får lov til at absorbere energien og fordele den ud i hele metallet.
Det lyder bedre – og måske endnu vigtigere: Det forlænger holdbarheden på dit bækken.
Ved at lytte til de forskellige crash-bækkener, vi filmer til salg her på siden, kan du få en fornemmelse af, hvordan de varierer fra model til model. Du får også et indblik i, hvordan forarbejdning, størrelse mv. påvirker lyden.
Du kan se alle crash-bækkener her.
Et crash-bækken kan også bruges som ride-bækken i visse situationer.
Spiller man relativt lavt, kan et crash fungere rigtig godt som et tyndere – og måske mere fyldigt – ride-bækken.
I den modsatte grøft, hvor der spilles rock, kan et omkvæd sagtens ledsages af fjerdedele på et større crashbækken for at give et mere aggressivt udtryk.
Mulighederne er mange, og der findes ikke noget rigtigt eller forkert.
Crash-bækkener findes i mange størrelser – typisk fra 14” til 22”.
De mest anvendte størrelser er dog 16” og 18”, efterfulgt af 17”, 19” og 20”.
Med så stort et spænd i størrelserne er der ofte stor forskel på klang og anvendelse. Mindre crashes har typisk en hurtigere respons, lysere tone og kortere efterklang, mens større bækkener reagerer langsommere, klinger længere og har en dybere grundtone.
En crash-model kan ofte fås i forskellige betegnelser som light, thin, medium, rock eller heavy.
Disse betegnelser beskriver bækkenets tykkelse, som har direkte betydning for vægten.
Jo tykkere og tungere bækkenet er, desto højere og kraftigere vil det typisk klinge. Tyndere crashes reagerer hurtigere og kan ofte opleves som mørkere og mere åbne.
Sammenligningerne tager dog udgangspunkt i to teoretisk ens bækkener og skal derfor ses som vejledende.
Nogle tror, at tykke crash-bækkener holder længere end tynde. Det er dog en myte – baseret på min erfaring med at have ombyttet bækkener på garanti i over 20 år.
Min egen teori er, at jo tyndere bækkenet er, desto lettere og hurtigere kan det absorbere energien fra trommestikken, der rammer det. Anslaget bliver mindre hårdt, og belastningen i metallet mindre voldsom.
Du skal derfor ikke købe et tykt crash for at opnå længere levetid, hvis du i virkeligheden bedre kan lide lyden og fornemmelsen i de tyndere modeller.
Måske giver denne slow-motion-video dig en bedre fornemmelse af, hvad jeg mener.
Vil du have et crash, der føles blødt og åbner let, bør du gå efter et tyndere bækken. Tykkere crashes har primært den fordel, at de kan spille højere, fordi der er mere metal i bevægelse.
Når du vælger crash, er spillefornemmelsen næsten lige så vigtig som lyden. Det er en af grundene til, at jeg i mine demo-videoer forklarer, hvordan de enkelte bækkener føles – ikke kun hvordan de lyder.
Et crash-bækken skal give dig lyst til at spille på det igen og igen – ikke det modsatte. Og så er det ellers op til dig at forvalte det musikalsk.
I sidste ende handler det ikke om bækkenets størrelse, mærke eller tykkelse – men om, hvordan bækkenet reagerer under dine hænder. Gå derfor efter den lyd og spillefornemmelse, der taler til dig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for trommeslagere, og følgende sker: