Hvad er et keyhole?

Keyhole i baekken
Spørgsmål: Der er nogle der snakker om at et bækken kan have et "keyhole". Hvad menes der med det?

Hvad er et keyhole?

Ordet keyhole er engelsk og betyder "nøglehul" på dansk. Ordet refererer til den udformning hullet i bækkenet kan få, når det har været brugt igennem længere tid uden korrekt montering.

Hvordan opstår et keyhole?

Den primære årsag til at der opstår et keyhole i et bækken er, at bækkenet ikke har den nødvendige beskyttelse omkring monteringshullet. Et nyt bækkenstativ vil typisk være født med noget plastik eller gummi, der forhindrer metal mod metal kontakt mellem bækken og stativ. Men denne plast- eller gummibeskyttelse bliver med tiden slidt, og sørger du ikke for at udskifte denne beskyttelse, ja så kan det gå stærkt med slitagen.

Den næste skyldner, når vi snakker keyhole, er det faktum at et bækken meget sjældent har en 100% jævn vægtfordeling (læs evt. mere om dette fænomen her). Dette bevirker at bækkenet næsten altid finder hen til den samme "holdeposition" efter noget tid. Med andre ord vil du opleve, at eksempelvis logoet på dit bækken ender med at sidde i den samme position når du spiller. Dette giver selvsagt slitage ét sted ved bækkenets hul, og netop her opstår dette keyhole. Populært sagt kan man sige, at bækkenstativet gnaver et nyt mindre hul i bækkenet ved siden af det gamle. Deraf nøglehulsformen.

Hvordan undgår jeg at få et keyhole?

Cymbal Crown til baekken

Du skal sørge for regelmæssigt at se til den føromtalte beskyttelse på dit bækkenstativ. Er der udsigt til at der er ved at opstå metal til metal kontakt, så udskift straks beskyttelsen. Nogle bækkenstativer har en komplet plastikstøbning med gevind. I så fald må du få fat i en ny.

Lidt billigere - eller ældre - stativer anvender oftest hvad der mest af alt minder om benzinslangen fra en knallert. Denne er meget billig at få udskiftet, så det er virkelig dumt ikke at få det gjort. Køb evt. lidt ekstra "til lager", så du kan foretage vedligeholdelsen rettidigt fremadrettet.

Endelig kan du overveje at skifte alle delene i din bækkenholder ud med en Cymbal Crown. Den er lavet af massiv plast (hvor bækkenet har berøring med holderen) og et lag gummi. En Cymbal Crown kan stort set ikke slides op, men skulle det ske, ja så er der ikke noget metal under plastikken til at forvolde skade på bækkenet.